Hjælpemenu

Hovedmenu

EU-topmøde - fortsat drøftelse af vækstpagt

Nyhedsnotits fra Folketingets EU-Oplysning

Thorning-Schmidt, Rompuy og Barroso
Thorning-Schmidt, Rompuy og Barroso

EU's faste formand, Herman Van Rompuy, Europa-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, samt statsminister Helle Thorning-Schmidt valgte lidt utraditionelt, at afholde et pressemøde før aftenens drøftelser var afsluttede.

Vækst- og jobpagt

EU's stats- og regeringschefer var her til aften blevet enige om den beløbsmæssige ramme for den såkaldte vækst- og jobpagt på i alt 120 mia. euro til umiddelbare væksttiltag, hvilket svarer til ca. 894 mia. kroner. De fleste af pengene findes dog ved at omfordele midler, som allerede er afsat på EU-budgettet. Der skal dog skydes 10 mia. nye euro i Den Europæiske Investeringsbank, hvilket øger udlånskapaciteten med 60 mia. euro. De øvrige midler går til en såkaldt pilotfase for projektobligationer til grænseoverskridende energi-, transport- og bredbåndsinfrastrukturprojekter, hvilket skulle generere 4,5 mia. euro. Endelig kanaliseres de resterende 55 mia. euro fra de uudnyttede strukturfondsmidler.

Der er endnu ikke opnået enighed om hele pagten, da en del af pagten omhandler den kortsigtede finansielle stabilitet, som ifølge Rompuy endnu ikke har været drøftet blandt stats- og regeringscheferne. Rompuy erkendte dog, at visse lande ønsker nogle konkrete tilkendegivelser for at sikre den finansielle stabilitet på kort sigt. Den franske præsident, Francois Hollande, bekræftede på en efterfølgende pressekonference, at Italien og Spanien var fokuserede på tiltag til sikring af den finansielle stabilitet, så det uholdbare høje renteniveau på landenes statsobligationer kan bringes ned.

Vækst- og jobpagten forventes dog endeligt vedtaget i morgen fredag. 

Som formandskabsland deltog statsminister Helle Thorning-Schmidt også i pressekonferencen, hvor hun kunne bekræfte, at stats- og regeringscheferne havde brugt lang tid på at drøfte spørgsmålet om vækst og beskæftigelse. Statsministeren påpegede, at netop vækstdagsordenen jo var en central del af det danske EU-formandskab, hvor resultaterne nu blev samlet i en vækstpagt. 

Styrkelse af ØMU'en

Rapporten om mulige tiltag til yderligere integration inden for den økonomiske og monetære union skal drøftes senere i aften blandt medlemslandene og efterfølgende alene af eurolandene på et særligt eurotopmøde, hvor den aktuelle situation i euroområdet samt øvrige mere kortsigtede tiltag også vil blive behandlet.

Den flerårige finansielle ramme

Stats- og regeringscheferne havde haft en første drøftelse af EU's overordnede budgetrammer i perioden 2014-2020 på baggrund af det danske EU-formandskabs såkaldte forhandlingsramme. Der var enighed om, at budgettet bør støtte op om vækstdagsordenen samt at forhandlingerne bør være afsluttet inden udgangen af 2012.

Fælles europæisk patent

Der var endnu ikke opnået en aftale om det fælles europæiske patent, hvor spørgsmålet om placeringen af patentdomstolen har forhindret en endelig aftale. Helle Thorning-Schmidt kunne dog oplyse, at man var i den afsluttede fase, og det danske formandskab ville presse på til det sidste for at få en aftale på plads.

Landespecifikke anbefalinger

De såkaldte landespecifikke anbefalinger under det europæiske semester var også blevet drøftet af stats- og regeringscheferne, hvor der var bred tilslutning til anbefalingerne.

Yderligere information