EU-topmøde - Europa-Parlamentet

Formanden påpegede, at fremtidige planer for hele ØMU-konstruktionen var et interessant emne at diskutere, men at der var behov for handling her og nu med henblik på at bringe renteniveauerne ned i de kriseramte sydeuropæiske eurolande.
Parlamentsformanden mente derfor heller ikke, at der var grund til at bruge alle kræfterne på at drøfte euroobligationer, når der nu ikke var enighed om det, men en mere fleksibel brug af den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) burde komme på tale.
Martin Schulz undlod heller ikke at påpege, at mange af de emner der er i spil på topmødet - bankunion og projektoligationer m.v. - er tiltag som Europa-Parlamentet allerede havde foreslået for to år siden, hvilket borgerne har måtte bøde for.
Hvad angår vækst- og jobpagten støttede formanden op om initiativet, men ønskede at der blev indgået en interinstitutionel aftale mellem Europa-Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet så tiltagene kan gøres bindende og gennemføres hurtigt.
Spørgsmålet om traktatændringer i forbindelse med eventuelle ændringer af ØMU-konstruktionen var formanden ikke bekymret for. Han var sikker på, at befolkningerne ville støtte op om yderligere integration, hvis der gøres et arbejde med at forklare hvorfor.
Traktatændringer og en styrket ØMU var som nævnt ikke en løsning på de aktuelle problemer, men formanden ville dog insistere på at deltage i en eventuel arbejdsgruppe, der skulle arbejde videre med spørgsmålet om den fremtidige ØMU-konstruktion.