EU-topmøde - Europa-Parlamentets krav til den nye traktat

Europa-Parlamentets formand, Hans-Gert Pöttering, talte torsdag aften til stats- og regeringscheferne på topmødet.
Parlamentsformandens tale var præget af stærke ord og han understregede, at statslederne nu måtte vise mod og skabe det nye traktatgrundlag, som Europa har brug for. Han fremhævede hvordan deres forgængere også for 50 år siden måtte træffe vigtige beslutninger, som mange i deres befolkninger stod tvivlende overfor. Han understregede, at det mod, som Europas statslederne dengang havde udvist, var årsagen til at EU kunne blive et meget succesfuldt fredsprojekt.
På den efterfølgende pressekonference understregede parlamentsformanden en række punkter, som ikke Europa-Parlamentet ikke mener står til forhandling. Det drejede sig bl.a. om, at Charteret for Grundlæggende Rettigheder skal være bindende, og at EU skal have én fast formand. Europa-Parlamentet vedtog den 7. juni en resolution med Parlamentets krav til reformen af EU’s traktater. Se resolutionen her.
Pöttering langede også kraftigt ud efter Polens høje krav forud for topmødet. Han mindede om, hvordan Polen havde fået fuld opbakning og solidaritet af de andre EU-lande under nylige russisk boykot af polske fødevarer og i forbindelse med sikring af polens energiforsyning. Nu mente Pöttering, at det var Polens tur til at udvise solidaritet.
Europa-Parlamentet vil også have indflydelse i en kommende regeringskonference og Parlamentsformanden henviste til art. 48 i EU-traktaten, som slår fast at Europa-Parlamentet skal høres i forbindelse med regeringskonferencer om traktatændringer.