Hjælpemenu

Hovedmenu

EU-topmøde - status på dagens drøftelser

Nyhedsnotits fra Folketingets EU-Oplysning
Den tjekkiske premierminister (midt) orienterer om dagens drøftelser
Den tjekkiske premierminister (midt) orienterer om dagens drøftelser

Det tjekkiske EU-formandskab - med premierminister Mirek Topolánek i spidsen - fremlagde torsdag aften resultatet af førstedagens drøftelser blandt stats- og regeringscheferne. Drøftelserne omfattede primært den økonomiske og finansielle krise samt forberedelserne af G20-topmødet i London den 2. april 2009.

Økonomiske og finansielle krise

Af mere konkrete resultater fra den første dags drøftelser kunne den tjekkiske premierminister berette om en principiel enighed om anvendelse af de 5 mia. euro, der oprindeligt var en del af Europa-Kommissionens genopretningsplan fra november 2008. Indtil nu har der været uenighed blandt stats- og regeringscheferne om finansieringen og anvendelsen af de 5 mia. euro.

Midlerne kan anvendes til energiinfrastrukturprojekter samt bredbåndsnetværk. Europa-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, kunne supplere med at oplyse, at finansieringen kommer fra ubrugte midler på EU's budget, og kompromiet forudsætter, at midlerne skal bruges i 2009 eller 2010. Ifølge kommissionsformanden omfattede enigheden en konkret liste af projekter, hvor næsten alle medlemslande vil være omfattet.

G20-mødet

Under drøftelserne af  forberedelsen af G20-topmødet i London blev bl.a. spørgsmålet om et bidrag fra EU til forøgelse af Den Internationale Valutafonds (IMF) midler behandlet, hvor der tilsyneladende ligeledes var enighed blandt stats- og regeringscheferne om det hensigtsmæssige i dette skridt.

Spørgsmålet om finanspolitisk stimulering af økonomien i forhold til regulering var ikke et aktuelt valg mente den tjekkiske premierminister. Effekten af medlemslandenes forskellige vækstpakker er endnu ikke kendt, så det var ifølge Topolánek for tidligt at udtale sig om behovet for yderligere stimulering af økonomien.

Stats- og regeringscheferne vil vende tilbage til spørgsmålet om forberedelse af G20-topmødet i morgen fredag.

Yderligere information