EU-topmøde - kommende formandskab

Sverige overtager EU-formandskabet den 1. juli 2009 efter Tjekkiet og den svenske premierminister, Fredrik Reinfeldt, blev ved ankomsten til EU-topmødet adspurgt om hans syn på spørgsmålet om udnævnelse af den nye kommissionsformand.
Den svenske premierminister var af den overbevisning, at der ville være en stærk støtte blandt stats- og regeringscheferne til den nuværende kommissionsformand Barroso. I forbindelse med spørgsmålet om Europa-Parlamentets inddragelse i afgørelsen gjorde Reinfeldt opmærksom på, at Barroso var en kandidat før valget til Europa-Parlamentet, og at der jo ikke var andre kandidater. Premierminister var dog instillet på at føre en konstruktiv dialog med Europa-Parlamentet med henblik på udnævnelse af kommissionsformanden i midten af juli.
Reinfeldt påpegede, at hvis der ikke udnævnes en ny kommissionsformand til juli, vil EU stå over for flere måneder med uklarhed om lederskabet i en periode, hvor der skal arbejdes for en global klimaaftale og virkningerne af den finansielle og økonomiske krise. Det kommende svenske EU-formandskab ønsker, ifølge premierministeren, at opretholde et højt beslutningstempo.