EU-topmøde indledt

EU’s stats- og regeringschefer er ankommet til topmødet i Lissabon, der løber af stablen torsdag og fredag.
Det er forhåbningen, at der kan opnås enighed om det portugisiske EU-formandskabs udkast til reformtraktaten.
Inden topmødet gik i gang orienterede statsminister Anders Fogh Rasmussen den danske presse. Ifølge statsministeren ser det ud til, at der er bred opbakning til den traktattekst der er blevet præsenteret, hvilket skulle gøre det muligt at få aftalen i hus, men der kan komme ting op, der kan vokse sig store i løbet af mødet. Statsministeren ville derfor ikke udtale sig om, hvornår en aftale kunne være i hus.
Den danske presses fokus var dog på spørgsmålet om, hvorvidt reformtraktaten skulle til folkeafstemning. Ifølge statsministeren kan en vurdering af det spørgsmål først finde sted til december, hvor det er meningen, at alle EU’s medlemslande skal underskrive reformtraktaten. Hvis der opnås enighed om reformtraktaten på dette topmøde, vil Justitsministeriet gå i gang med at vurdere, om der er tale om suverænitetsafgivelse efter grundlovens § 20, hvilket betinger en folkeafstemning, medmindre der er femsjettedels flertal i folketingssalen. Justitsministeriets suverænitetsvurdering skal efter planen så foreligge til december.
Statsministeren håbede, at med en aftale om reformtraktaten kunne EU’s fokus vendes mod det politiske arbejde, hvor EU bl.a. på området for klima, miljø og energi bør være en ledende aktør på den internationale scene.