Hjælpemenu

Hovedmenu

EU-topmøde - beløb på bordet

Nyhedsnotits fra Folketingets EU-Oplysning
Barroso (tv) og Reinfeldt
Barroso (tv) og Reinfeldt

Det svenske EU-formandskab, i skikkelse af statsminister Fredrik Reinfeldt, og Europa-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, har afholdt EU-topmødets afsluttende pressekonference. Stats- og regeringscheferne har på topmødet torsdag og fredag behandlet EU's klimaposition i relation til FN-klimakonferencen i København samt den økonomiske situation.

Klima

Det lykkedes for EU's stats- og regeringschefer at nå til enighed om et samlet EU-bidrag til den såkaldte "opstartsfinansiering" af udviklingslandenes klimatilpasninger i perioden 2010-2012. Finansieringen falder i den treårige periode inden en ny klimaaftale kan træde i kraft - sandsynligvis den 1. januar 2013.

EU's bidrag bliver på 2,4 mia euro om året i perioden svarende til samlet 7,2 mia. euro. Kommissionen har tidligere vurderet, at det samlede behov ligger på mellem 5-7 mia. euro om året i de første tre år efter vedtagelsen af en klimaaftale i København. EU har tidligere tilkendegivet, at man er villig til at bære en fair andel af denne finansiering. Ifølge den svenske statsminister har samtlige 27 EU-lande samt Europa-Kommissionen bidraget til den samlede pulje af opstartsfinansiering. Europa-Kommissionens formand bemærkede, at bidraget var mere end, hvad der kunne forventes af EU. Kommissionsformanden opfordrede de andre globale aktører til at følge EU's eksempel.

EU's generelle position på klimaområdet blev allerede bekræftet torsdag aften af stats- og regeringscheferne. EU er parat til at reducere drivhusgasudledningen med 30 pct. i 2020 i forhold til niveauet i 1990 betinget af, "at andre udviklede lande forpligtiger sig til tilsvarende emissionsreduktioner, og at udviklingslandene yder et passende bidrag i overensstemmelse med deres ansvar og respektive kapaciteter". Hvis den globale klimaftale ikke lever op til disse betingelser, vil EU under alle omstændigheder reducere udledningen med 20 pct. i 2020.

EU har endvidere tidligere annonceret, at man også er parat til at bære en fair andel af omkostningerne på mellemlangt sigt til udviklingslandenes klimatilpasninger, igen forudsat at andre globale aktører yder en tilsvarende indsats.

Økonomi

Stats- og regeringscheferne havde torsdag aften også drøftet den økonomiske situation, herunder de såkaldte "exit-strategier" for afviklingen af de forskellige vækststimulerende tiltag og genopretning af de offentlige finanser. Det længere perspektiv i form af Europa-Kommissionens udspil til en såkaldt EU 2020-strategi var også blevet behandlet. EU 2020-strategien skal afløse Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse, der udløber i 2010.

Alle stats- og regeringscheferne bakkede op om den nye EU 2020-strategi, og strategien vil blive behandlet på et ekstraordinært EU-topmøde til februar. Strategien er endnu i støbeskeen, men Kommissionsformanden håbede på, at stats- og regeringscheferne på forårstopmødet i marts kunne vedtage retningslinjerne for den nye strategi.

Stats- og regeringscheferne havde også fået en orientering fra den græske premierminister, Georgios Papandreou, om den alvorlige økonomiske situation i Grækenland, hvor det offentlige budgetunderskud nærmer sig 12 pct. af bruttonationalproduktet (BNP), og den offentlige gæld forventes at udgøre 125 pct. af BNP i 2010. Den græske premierminister havde tilkendegivet, at genopretningen af de offentlige finanser stod øverst på den nyvalgte græske regerings dagsorden.

EU's nye struktur for det finansielle tilsyn var også blevet drøftet, og stats- og regeringscheferne opfordrede Den Internationale Valutafond (IMF) til bl.a. at undersøge muligheden for en global afgift på finansielle transaktioner.

Stockholm-programmet

Stats- og regeringschefene havde også tid til at godkende det såkaldte Stockholm-program, der udstikker retningen inden for politikområdet retlige og indre anliggender i perioden 2010-2014.

Yderligere information