Bruxelles, 1. marts 2009 (uformelt møde)

Det overordnede tema for mødet er den økonomiske situation og gennemførelsen af Europa-Kommissionens genopretningsplan fra november 2008, som stats- og regeringscheferne blev enige om på EU-topmødet den 11.-12. december 2008. Stats- og regeringscheferne vil også drøfte den tiltagende frygt for, at visse medlemslande vil være fristet til at ty til protektionistiske tiltag i lyset af den økonomiske krise.
Stats- og regeringscheferne vil også have mulighed for en første drøftelse af de anbefalinger til regulering og tilsyn med de finansielle markeder og aktører, som den såkaldte ekspertgruppe ledet af Jacques de Larosiére præsenterede i en rapport den 25. februar 2009. Regulering og tilsyn er også på dagsordenen for det ordinære EU-topmøde den 19.-20. marts 2009, hvor EU's position op til det globale G20-topmøde i London den 2. april 2009 skal forberedes.