Det er nu eller 2007
De kandidatlande, som ikke bliver optaget i denne runde, kommer formentlig til at vente til 2007. Det oplyste EU-formand, statsminister Anders Fogh Rasmussen, på en pressebriefing sent torsdag eftermiddag forud for det Europæiske Råds møde i København.
Flere lande, herunder Polen, har endnu ikke accepteret formandskabets kompromisforslag, hvor bl.a. den gradvise indfasning af direkte landbrugsstøtte kan hæves fra 25% til 45% i 2004. Fogh afviste, at Polen er blevet tilbudt flere penge i løbet af dagen. ”Jeg har ikke flere penge”, sagde Anders Fogh Rasmussen og fremhævede, at det danske formandskab er begrænset af et forhandlingsmandat.
Statsministeren var meget klar i sit svar på spørgsmålet om, hvad konsekvensen er, hvis et land ikke afslutter forhandlingerne i denne weekend.
”Afsluttes forhandlingerne ikke her i København, kan optagelse i maj 2004 sammen med de øvrige kandidatlande ikke komme på tale".
"Vi går efter at lukke forhandlingerne med 10 lande. Vi har en historisk beslutning inden for rækkevidde", sagde statsministeren.
Statsministeren understregede dog, at forhandlingerne vil blive lukket med de lande, der er klar. Ingen lande skal vente på de andre.
"Jeg er optimist. Men vi har hårde forhandlinger foran os", fastslog Anders Fogh Rasmussen.
Lande, der ikke bliver optaget i weekenden, må vente til den næste optagelsesrunde i 2007, hvor Bulgarien og Rumænien forventes at blive optaget i EU.